Rollefordeling omkring en misbruger

Pårørende til en misbruger udvikler med tiden specifikke roller

Misbrug i familien

Den afhængige

Vi karakteriserer generelt den afhængige som omdrejningspunktet inden for det større spektrum af dysfunktionelle familie-roller. Efterhånden som de glider længere ud i deres sygdom og fortaber sig i misbrug, ændrer familiens måde at være sammen på kurs. Familiemedlemmer ændrer deres adfærd, hvad enten det er frivilligt eller ufrivilligt, for at imødekomme den afhængiges livsstil.
For nogle betyder det involvering. Et familiemedlem kan finde sig selv i at lyve for familie og venner eller tilsidesætte sig selv for at redde deres elskede ud af et problem.
Andre familiemedlemmer reagerer hårdere og afskærer nogle
gange endda al kontakt med den afhængige.
I begge tilfælde påvirker dette hele familiedynamikken.
Naturligvis står den afhængige over for de mest åbenlyse udfordringer ved at stoppe misbruget.
Man kunne måske endda sige, at de drager fordel af eksistensen af så klar en rolle.
Ofte behøver de ikke den store selvreflektering,
for at nå frem til at deres adfærd skal ændres.

Den Afhængige vil stadigvæk være nødt til at arbejde med usunde adfærdsmønstre, hvis de ønsker at opnå en fuld helbredelse. Ved en misbrugsbehandlings start, vil disse problematiske forhold ved denne særlige dysfunktion imidlertid fremstå langt mere synligt end dem, der stammer fra andre dysfunktionelle familieroller.

Relateret familie – person – roller omkring en misbruger

Hjælperen

Her kan vi identificere mindst en primær lighed mellem hjælperen og misbrugeren: Størstedelen af deres hverdag ser, på den ene eller anden måde, ud til at have fokus på stoffer/alkohol.
Almindeligt adfærd hos hjælperen kan omfatte "feberredninger" ved den afhængiges selvforskyldte problemer, undskyldninger for pinlig adfærd eller support af grundlæggende behov, når misbruget forhindrer den afhængige i at gøre det selv. Hjælperen er generelt og ubevidst blevet medafhængig, hvilket påvirker deres forhold til resten af medlemmerne af husstanden.
De faciliterer ofte – og opmuntrer nogle gange, hvad enten det er målrettet eller ej – alle dysfunktionelle familieroller. Overeksponerer anerkendelse af Helten, støtter Problembarnets adfærd, eller lader sig forfører af Mastermind manipulation osv.

Vi tænker normalt, at Hjælperen er en ægtefælle eller forælder. I nogle tilfælde kan den kemiske afhængighed af en voksen i familien dog nødvendiggøre, at et af børnene træder til for at udfylde denne rolle. I sådanne tilfælde kan Hjælperen tilpasse sig rollerne, som både Helt og Fortabt barn.
De arbejder for at holde familien sammen, men vokser op med en følelse af, at de aldrig kom til at opleve en ægte barndom. Dette kan føre til følelser af bitterhed og vrede. Frygt og utilstrækkelighed har også en tendens til at karakterisere Hjælperen, især dem, der bebrejder sig selv for den afhængiges lidelse.

Problembarnet

Det er ikke så ofte at Problembarnet er på listen over dysfunktionelle familieroller, da de vedrører afhængighed. Måske kan en forklaring på dette være antagelsen om, at problembarnet og den afhængige normalt er en og samme. Faktisk påvirker et særligt oprørsk barn undertiden hele familiedynamikken, hvilket får resten af husstanden til at reagere ved at udfylde resten af kategorierne. Og som man må formode, omfatter dette oprør ofte brug af stoffer og alkohol.
Problembarnet kan dog også opstå som reaktion på dysfunktionen forårsaget af en afhængig. Nogle gange bliver et fortabt barn træt af at føle sig forsømt og beslutter at handle ud.
I nogle tilfælde fungerer problembarnet som en utilsigtet Hjælper, der gør det muligt for den afhængige at nedtone sit misbrug, ved at aflede opmærksomheden på deres egen dårlige opførsel. Lejlighedsvis, men ikke nødvendigvis i de fleste tilfælde, kan denne omdirigering endda fungere som problembarnets primære hensigt. Sidstnævnte tilfælde præsenterer os for et sjældent eksempel på en tid, hvor problembarnet også vil spille rollen som helt, afhængigt af hvilket familiemedlems synspunkt vi anvender på deres adfærd.De fleste eksperter i afhængighed og familiedysfunktion anvender denne beskrivelse på Syndebukken.
Dette ville få vores inddragelse af problembarnet til at virke overflødig. Men som du vil se nedenfor, kan vi gøre mindst en vigtig skelnen mellem disse to tilsyneladende identiske dysfunktionelle familieroller.

Syndebukken

Mange definerer Syndebukken på samme måde, som vi definerede Problembarnet ovenfor, især med
hensyn til dem, der trækker opmærksomheden væk fra den afhængiges adfærd. De karakteriserer dette
som et forsøg på at beskytte deres afhængige familiemedlem, muligvis ud af føle af skyld eller skam.
Syndebukken gør ofte ikke noget, for at gøre sig fortjent til deres rolle i familiens dysfunktion.
I denne overtagelse af dysfunktionelle familieroller påtager Syndebukken sig malplaceret skyld for andres adfærd i familien. I stedet for et Problembarn, der afleder opmærksomheden, betegner denne definition Syndebukken som et individ, der generelt udviser relativ stabilitet og følelsesmæssig sundhed sammenlignet med resten af husstanden. Ikke desto mindre kan de få skylden for den afhængiges adfærd, endda hvis de kun er perifert forbundet med dem. Hvordan kunne du tillade, at dette skete? Hvorfor sagde du ikke noget før I nogle tilfælde kan de endda få skylden for begivenheder, hvor de ikke deltog med nogen handling eller blot agerede passivet, eller faktisk ikke engang vidste hvad det handlede om, førend de blev ufrivilligt inddraget.
Syndebukken vil nogle gange begynde at tro på andres opfattelse af dem. Den skyld, som de uretfærdigt er blevet udsat for, vil karakterisere fremtidige forhold ved at forårsage hyppige følelser af mindreværd og selvhad. I modsætning hertil kan nogle Syndebukke, der anerkender deres uretfærdige behandling, kæmpe med tillidsproblemer. Og på grund af kompleksiteten af menneskelig adfærd vil nogle Syndebukke
lejlighedsvis finde sig splittet mellem begge ekstremer.

Mastermind

Ligesom Problembarnet kan Mastermind være svær at få øje på i de fleste afhængighedscentrerede sammenbrud af dysfunktionelle familieroller.
Dette skyldes at den Afhængige delvist selv kan udfylde
denne rolle. Vi forbinder Mastermind med manipulation og opportunisme, træk, der undertiden anvendes af den Afhængige til at skjule eller lette deres fortsatte misbrug.
Fra Hjælperens synspunkt og lejlighedsvis
Syndebukken udfylder den afhængige ofte denne rolle.
Mastermind indtager dog nogle gange et meget mere komplekst felt inden for den overordnede familiedynamik.
Nogle Masterminds sætter facaden af andre dysfunktionelle familieroller på efter behag,
afhængigt af de mål, de søger at opnå. Normalt kopierer Mastermind simpelthen den adfærd, som resten af familien udviser, og bruger dem til deres fordel. De kan bruge omdirigeringerne af Problembarnet eller Syndebukken til at engagere sig i deres egen dårlige opførsel. Eller de kan drage fordel af Hjælperens aktiverende natur til at få opfyldt ønsker, der ellers ville være dem nægtet.
Man bør præcisere, at mens ovenstående beskrivelse fremstiller Mastermind næsten som en skurk, handler de ikke nødvendigvis med forbryderisk hensigt. Nogle gange, i kølvandet på det kaos, der er forårsaget af konkurrerende dysfunktionelle familieroller, kan opportunisme virke som den eneste måde at imødekomme deres behov på.

Tag for eksempel et barn, der yder følelsesmæssig støtte til en Hjælper; for at modtage kærlighed til gengæld. Denne handling passer til Mastermind-rollen, da deres hensigt drejer sig om deres eget følelsesmæssige velbefindende snarere end Hjælperen. Men selvom det måske er opportunistisk, er adfærden stadig ret forståelig. Alle dysfunktionelle familieroller, når de nedbrydes til deres kerne, er blot forskellige måder at søge validering eller opmærksomhed på. Behovet i sig selv er ikke symptomatisk for dysfunktion,
men snarere en grundlæggende del af den menneskelige natur.
Det er kun den adfærd, der bruges til at opfylde dette behov, som vi kan kalde dysfunktion.

Helten

Hjælperen kan komme med undskyldninger for den afhængige, men helten er i sidste ende den, der gør det bedste stykke arbejde med at bringe respekt til familien.
Helte arbejder hårdt for at demonstrere ansvar og søger præstation i enhver mulig form. Yngre Helte vil ofte finde mange fritidsaktiviteter i skolen, mens de arbejder i deres fritid. Familien ser måske sjældent Helten på grund af den store mængde tid, de bruger på
at forøge deres liste af præstationer.
På trods af ydre succesfuld fremtræden, lider Helten under lige så megen intern smerte som nogen af de andre dysfunktionelle familieroller. På grund af deres hårdtarbejdende livsstil og ekstreme perfektionisme lider Heltene under et højere niveau af stress. Den konstante kamp for præstation, drevet af at adskille sig fra familiens dysfunktion, bliver i det væsentlige sin egen afhængighed.
Ligesom Hjælperen udvikler Helten ofte store kontrolproblemer. De søger validering ved at forsøge at kontrollere verden omkring dem. Til en vis grad kan de lykkes med dette.
Men da hver præstation ikke giver sand indre fred, reagerer de ved at arbejde endnu hårdere. Til sidst kan Helten påtage sig for meget eller sprede sig for meget ud.
Dette fører til ekstreme følelser af skyld og skam, når helten påtager sig en opgave, de ikke magter, og må se en fiasko i øjnene.
Forholdet mellem Helten og andre familiemedlemmer bliver undertiden ustabilt. Helten kan ærgre sig over det afhængige eller problembarnet og bebrejde dem for familiens kampe. De kan endda bebrejde Hjælperen for at lade dette ske.
I mange tilfælde føler Helten sig fastlåst i deres livsstil, simpelthen fordi ingen andre træder op til pladen.
De kan føle, at familiens byrder hviler på deres skuldre. Efterladt uforløst, kan disse forstørrede følelser af selvvigtighed føre til et vanskeligt liv med konstant overarbejde.

Maskotten

Alle de dysfunktionelle familieroller har én ting til fælles – uanset deres syn på situationen tager de som regel den Afhængiges afhængighed alvorligt. Det samme kan siges om Maskotten; du ville dog ikke nødvendigvis vide det ved første øjekast.
Maskotten leverer ofte vittigheder, eller finder andre charmerende måder at underholde på. De gør det i et forsøg på at lindre familiens stress, selvom det nogle gange kan give bagslag. Særligt ufølsomme, grove vittigheder eller umodne narrestreger vil nogle gange teste andres tålmodighed. Når deres vittigheder bliver dårligt modtaget, øger dette ofte kun deres frygt, og får dem til at fordoble med mere humor. Ved sådanne lejligheder kan maskotten kortvarigt bytte roller og blive syndebuk. Til sidst, når tingene falder til
ro, vender de tilbage til deres rolle som familiens klovn.
Ligesom Helten maskerer Maskottens facade dybtliggende usikkerheder. De bruger deres sans for humor som en forsvarsmekanisme til at udskyde og håndtere smerte, frygt eller enhver anden form for følelsesmæssigt ubehag, der kan give dem problemer.
Som følge heraf forbliver disse følelser ubearbejdede og uforløste.
Maskotten befinder sig i en tilstand af låst følelsesmæssig udvikling, ude af stand til at klare sig ordentligt med negative følelser. Deres sans for humor bliver deres mest definerende egenskab, og de frygter, at denne evne kan tørre ud , og få dem til at opgive. Og så selvom deres narrestreger kan give dem en vis popularitet (både inden for og uden for familien), føles denne popularitet uautentisk .
Maskotten bliver isoleret i et hav af mennesker, der nyder deres selskab, men bliver alligevel ikke rigtig anerkendt som andet end en omvandrende humørfabrik.

Det Tabte Barn

Hver af de ovennævnte dysfunktionelle familieroller manifesterer sig gennem handling. Det Tabte Barn skiller sig ud, idet vi primært karakteriserer denne rolle ved passivitet. De, der passer ind i denne rolle, prøver hårdt på ikke at rokke båden. De nævner måske aldrig den Afhængiges adfærd, måske undgå de helt familiediskussioner om det.
Indadvendt og ubemærket kan det forsvundne barn tage denne rolle efter eget valg.
Mange gange er Det Tabte Barn imidlertid, som deres titel antyder – en person, hvis behov simpelthen blev overset, fortabt i familiedramaets måde at håndtere kaos på.
Da vi karakteriserer Det Tabte Barn ved deres forsømte behov, kan de let passe ind i mange af de andre dysfunktionelle familieroller. Et Tabt Barn, der bliver træt og vred over deres rolle, kan bære masken af Problembarn i en dag, simpelthen for at tage rampelyset i en kort periode. Helten kan identificere sig som Det Tabte Barn, hvis de føler, at resten af familien ikke anerkender deres præstationer.
Nogle gange spiller Det Tabte Barn rollen som Syndebuk og forsvinder fra familiens radar, indtil de bliver viklet ind i en ny familiestrid mod deres vilje. Normalt holder Det Tabte Barn sig dog simpelthen af vejen. I en dysfunktionel husstand føler Det Tabte Barn det mere sikkert at forblive hverken set eller hørt.
Selv når Det Tabte Barn påtager sig deres rolle efter eget valg, kan de stadig ærgre sig over familien for deres forsømmelse. Fortabte børn vokser ofte op og føler sig udstødt, ensomme og utilstrækkelige. De antager, at deres forsømmelse må skyldes en slags personlig fiasko. At der må være noget galt med dem, ellers ville de modtage den kærlighed, de fortjener. Denne mangel på selvværd kan føre til farlig adfærd
senere, såsom selvskade eller en tendens til at blive involveret i voldelige forhold.

Michael Hvalsøe-Simonsen, Psykoterapeut,MPF