drama trekanten

Offer - Krænker – Redningsmand

Et dysfunktionelt kontaktmønster: Dramatrekanten.

Dysfunktionel kommunikation i relations-sammenhæng, er individets måde at undgå smertelige og uhåndterbare følelser på så som f.eks. tomhed, magtesløshed,
forladthed og fortvivlelse ved at "overføre" disse til andre.

Karpman drama triangle er en social model,
der viser interaktionen mellem tre fremherskende personligheder
i et gentagne familie-rollespil.

De tre roller, som kaldes offer/krænker/reder, er ikke noget vi som
voksne opfinder til lejligheden.
Det er massivt indlejret mønster fra barndommen der ligner det,
som det var i opvækstfamilien.

Aktørerne veksler mellem de forskellige positioner og er på skift offer, krænker og reder.

Med tiden udvikler den enkelte ofte en favoritrolle.
Skiftene mellem de forskellige positioner har ikke en fast tidsgrænse.
Det kan vare dage, timer eller ske fra det ene sekund til det andet.
I processen er tilgangen til at mærke egne autentiske følelser ikke til stede, og selv om det er et forudbestemt drama, der udspilles, opleves det hver gang som en intens dialog, hvor vigtige ting bliver endevendt og behandlet.
Dog er sandheden, at der ingen ting sker: Ingen problemløsning, ingen udvikling
– det er alt sammen gentagelse.
Det kræver mod og styrke at træde ud af dramatrekanten, da man skal kunne udholde at bære sine følelser alene.
Med øget opmærksomhed bliver det nemmere at spotte,
hvornår man selv går ind i trekanten eller bliver trukket ind af andre,
og får derved mulighed for at begynde at bryde mønstret.
Uden offer, krænker og reder bliver kommunikationen helt anderledes.
Det bliver en dialog, hvor man kan møde hinanden som jævnbyrdige, ligeværdige personer.

Ad den vej opnås den nærhed og kontakt, som man søger men ikke har vidst,
hvordan man skulle få.

De tre positioner:

Offer positionen.

Føler sig uden mulighed for at påvirke sin egen situation.
Påtager sig skylden og søger en anden at give skylden.
Tager ikke selv ansvar for sin egen rolle i situationen.
Søger en frelser.
Har oplevelsen af at 'du er ok, jeg er ikke ok'.

Offerpositionens følelser:
Jeg er helt forkert, håbløs, inkompetent, afmægtig, lille, svag, udsat.
Uanset hvad jeg gør, er det aldrig godt nok. Det hele er min skyld.

Krænker positionen:

Verbalt og måske fysisk aggressiv - manipulerer og nedgører.
Fralægger sig ethvert ansvar og giver andre skylden.
Mener det er rimeligt, at andre ofrer sig.
Føler sig retfærdig i sin harme og mener at have retten på sin side.
Har oplevelsen af, at 'jeg er ok, du er ikke ok'.

Krænkerpositionens følelser:
Du er helt forkert, egoistisk, krævende, håbløs, dum, latterlig, doven.
Uanset hvad du gør, er det aldrig godt nok. Det hele er din skyld.

Reder positionen:

Ofrer sig.
Føler sig god, hjælpsom, uundværlig.
Tager ansvar for andre (men ikke for sig selv).
Påtager sig at være problemløseren.
Kommer med 'gode' råd og fortæller, hvad den anden bør gøre.
Har oplevelsen af, at 'jeg er ok, du er ikke ok' .
Frelserpositionens følelser:
Uden mig og min hjælp er du fortabt.
Du ved ikke selv, hvad der er bedst for dig, men det ved jeg.
Selvom du ikke efterspørger min hjælp, så ordner og regerer jeg alligevel på dine vegne.Hvis du ikke vil tage mod min hjælp, så er det din egen skyld, at du ikke får det bedre.

Undgå at deltage i dramatrekanten:

Der er flere årsager til, at mønsteret gentager sig.
Ingen tager ikke ansvar for sig selv, deres egne følelser og handlinger,
men pålægger den anden ansvaret.

Det er en kamp om at placere skyld og at undgå at få skylden.
Det handler om at gøre den anden magtesløs, så man selv kan føle sig stærk og i kontrol.

Alle angriber, forsvarer og forklarer, men lytter ikke.
Ingen forholder sig ikke til sig selv, men til andre: Du gjorde… du sagde… Du...Du..Du.
Der bliver brugt generaliseringer som altid, aldrig, alle, ingen og man.

Fortiden bliver bragt med ind i den aktuelle situation, og afsporer nuet.
Man afbryder og råber højt.
Der bliver talt om handlinger og adfærd i stedet for følelser.
Parterne spiller på den andens banehalvdel

Vil man arbejde på at træde ud af dramatrekanten, kan man øve sig i at tale
på en anden måde end man plejer, og prøve at være bevidst om de følelser, det skaber:
Tage ansvar for sig selv, sine egne følelser og handlinger og undgå at gøre andre ansvarlig.
Udløs ikke andres skyld og prøv at finde en årsagssammenhæng.
Undgå tvist om magt eller afmagt – alle vil tabe.
Lad være med at angribe, forsvare og forklare.
Tale sammen med respekt, også selvom I er uenige.

Afstå fra at såre.

Lyt til hvad der egentligt bliver sagt, også selvom det ikke er noget rart.
Forholde dig til dig selv og fortælle om, hvad man selv føler og tænker.
Undgå generaliseringer.
Bliv i nu'et og holde fokus på den aktuelle situation.
Tal om de følelser og behov, der ligger bag dine handlingen.
Bliv på egen banehalvdel.